Whiteaway Group præsenterer i dag årsregnskab for perioden august 2023 til juli 2024. Under udfordrende markedsvilkår har hvidevarekoncernen løftet omsætningen fra forrige regnskabsår og vundet markedsandele på tværs af Danmark, Sverige og Norge.
I et særdeles udfordret skandinavisk hvidevaremarked formår vi at løfte vores toplinje og vinde markedsandele både i Danmark, Sverige og Norge. Vi har samtidig investeret kraftigt i udviklingen af vores forretning – blandt andet med to strategiske opkøb. Det har naturligt påvirket vores bundlinje, som isoleret set ikke er på et tilfredsstillende niveau. Når jeg omvendt ser på den udvikling, Whiteaway Group har gennemgået og den fremdrift vi har haft i udførelsen af vores strategi, er jeg tilfreds. Det har krævet hårdt arbejde fra alle medarbejdere på kontorerne og i de enkelte Skousen butikker – de fortjener alle en stor tak for indsatsen
, siger Jonas Hald Johansen, CEO i Whiteaway Group.
Hvidevarekoncernen kan således i det netop offentliggjorte årsregnskab præsentere en samlet omsætning på 2,4 mia. kr. og et driftsresultat (EBITDA) på 8,6 mio. kr. på tværs af Whiteaway Groups aktiviteter i Danmark, Sverige og Norge.
Investeringer i udvikling af forretning
Whiteaway Group har i det seneste regnskabsår foretaget en række strategiske investeringer for at udvikle forretningen og vinde markedsandele på tværs af Skandinavien. Herunder opkøb af virksomhederne Hvidevare Grossisten og Bolind.
Hvidevaremarkedet i Skandinavien er under tydelig forandring i disse år – og vi er klar til at udvikle vores forretning i takt med markedet. Det seneste år har vi ud over strategiske virksomhedsopkøb igangsat omfattende strategiske initiativer – udvikling af digital infrastruktur, styrkelse af vores omni-channel setup og en yderligere fokusering af vores sortiment, blot for at nævne et par stykker
, uddyber Jonas Hald Johansen.
Ud over strategiske investeringer og for at imødegå de udfordrende markedsvilkår i Skandinavien har Whiteaway Group i det seneste regnskabsår gennemført en tilpasning af organisationen og reduceret kompleksitet.
I en branche som vores, er det essentielt, at vi hele tiden udvikler og tilpasser os markedsforholdene for at opretholde det rette niveau af lønsomhed og bæredygtighed. Af den årsag har vi i det forgange år foretaget en tilpasning af organisationen, hvilket har betydet nye arbejdsopgaver til en række medarbejdere og et farvel til andre. Det er aldrig en nem beslutning, men har været nødvendigt for at fremtidssikre vores rentabilitet og skalerbarhed
, siger Jonas Hald Johansen.
Forventninger om fremgang i kommende regnskabsår
På trods af udfordrende markedsvilkår forventer Whiteaway Group at fortsætte udviklingen af forretningen og forbedre resultatet for det kommende regnskabsår – med et forventet driftsresultat (EBIDTA) i omfanget af 30-45 millioner kr.
Vi er kommet langt i eksekveringen af vores strategi og fik en stærk afslutning på det seneste regnskabsår. Det momentum har vi taget med ind i det nye, og forventer derfor en forbedring af vores top- og bundlinje i det kommende regnskabsår
, slutter Jonas Hald Johansen.
- Læs den samlede årsrapport for regnskabsåret 2023/2024 her.
- Hent svensk pressemeddelelse her.
- Hent norsk pressemeddelelse her.
Om Whiteaway Group
Whiteaway Group sælger, distribuerer og monterer hvidevarer og andre produkter til private hjem i hele Danmark, Norge og Sverige. Privatkunderne serviceres gennem 12 webshops og i 85 lokale franchisebutikker. De primære brands er Skousen, Tretti og Whiteaway. Whiteaway Group har ligeledes et dedikeret team til at håndtere et stigende antal erhvervskunder. Hvidevarekoncernen beskæftiger flere end 350 ansatte på tværs af Skandinavien.